Den første samtale

 

6 gode råd

Det er helt normalt at have mange tanker inden dit første møde med en psykolog. Måske har du gået til psykolog før og måske har du ikke. Uanset hvilke erfaringer du har, er det normalt at blive lidt nervøs inden.

Herunder kan du læse nogle gode råd inden den første samtale.

Du skal være meget velkommen til at kontakte mig på mail inden vores samtale, hvis du har nogle spørgsmål. Og ellers kan du måske finde svar på dine spørgsmål her.

Nervøsitet er normalt

De fleste, som starter i forløb hos en psykolog vil opleve en form for nervøsitet inden. Om det er første gang hos en ny psykolog eller man aldrig har prøvet det før, så er det stadigvæk et helt nyt menneske, du møder, som du skal fortælle nogle private eller sårbare ting til. Det kræver lidt mod at komme til erkendelsen af, at man har behov for hjælp og det er et godt første skridt, selvom det er svært.

Forberedelse/ej?

For nogle mennesker er det en god ting for dem at skrive lidt ned om det, der er vigtigt, og for andre mennesker er det godt at komme og lade samtalen flyde organisk. Du vil altid blive hjulpet på vej til at finde ind til det vigtigste og til essensen af hvorfor du er kommet til psykolog.

Find ud af hvad der virker bedst for dig, men det er bestemt ikke et krav at forberede sig inden, og det kan være lige så fint at møde op uden.

Alt er velkomment

Alle typer af udfordringer eller temaer er velkomne. Nogle udfordringer kan føles uoverkommelige og nogle udfordringer kan føles mindre, men forvirrende. Uanset hvad, så er der ikke en bestemt formel på hvilke udfordringer, du “må” gå til psykolog med. Der er nogle mennesker, som tror at deres udfordringer er for små, men mærker du at du mistrives, er forvirret eller har svære følelser, som du gerne vil blive bedre til at håndtere, så er du altid velkommen hos mig.

Det rette match

Psykologer er som alle andre mennesker – forskellige. Der er forskellige retninger, men der er også forskellige mennesker bag, hvorfor det er rigtig vigtigt at du fornemmer om ikke kun metoderne, men også mennesket, er det rigtige match for dig. Nogle fornemmer hurtigt at det er det rette match og andre skal bruge et par samtaler.

Det er altid okay at ønske et andet forløb, hvis du oplever at det ikke fungerer.

Planlæg ikke for meget efter samtalen

Når du skal til din første psykologsamtale er det en god idé ikke at have planlagt for meget efter samtalen. Der kommer ofte svære og sårbare emner i spil og man kan føle sig lidt ekstra sårbar bagefter eller måske ligefrem træt eller udmattet.

Mange går en lille tur eller cykler hjem bagefter. Det er en rigtig god måde lige at lufte sind og sjæl, inden at livet og hverdagen går videre.

 

Forventninger

Nogle mennesker har klare forventninger til deres psykologforløb og andre har mindre præcise forventninger. Til den første samtale vil jeg altid spørge dig lidt ind til det når vi afrunder den første samtale.

Der vil være nogle ting, som måske kan imødekommes og andre ting, som vil kræver lidt snak om, hvad det handler om og hvad det betyder for dig. Jeg lægger personligt meget op til at dit forløb beror på et tæt samarbejde, hvor vi altid er i dialog omkring hvad vi gør og hvor vi er på vej hen.

Gode råd og overvejelser, når du er i et forløb

Skriv gerne ned

Det kan være en rigtig god idé, at købe en notesbog eller en blok, som du har med til samtalerne. Du kan bruge den på forskellig vis, fx ved at skrive vigtige overvejelser og tanker ned inden samtalerne, men det kan også bruges under en samtale eller umiddelbart efter. Det fungerer rigtig godt ift. at huske gode pointer bedre og dermed kunne processere og arbejde mere bevidst.

 

 

 

 

 

 

 

Udviklingen sker mellem sessionerne

Udvikling sker ofte i hverdagen, når du anvender de færdigheder, indsigter og værktøjer, du har fokuseret på i samtalerne. Nogle gange får du måske opgaver med hjem, som vil opfordre dig til at reflektere over tanker, adfærd, følelser eller kropslige fornemmelser, som alle giver dig, og mig, et uvurderligt indblik i hvordan livet leves imellem vores samtaler.

Flere refleksioner

Når man går i terapi, kan mange opleve at de har flere tanker og følelser, der kommer op til overfladen – nogle gange også de svære. Det er helt normalt og er ikke negativt, men snarere nødvendigt for at kunne forstå sig selv bedre, håndtere udfordringer mere konstruktivt og i det hele taget navigere bedre i både fortidstraumer og nuværende problemstillinger.

Det er vigtigt at give plads og du kan altid komme og fortælle mig om det der har været svært.

 

Metoder

Jeg arbejder primært eklektisk, multiteoretisk og integrativt. Dette gør mig i stand til at have personen og mennesket i fokus, hvor metoderne glider mere i baggrunden for den indviduelle situation og dermed tilpasses den terapeutiske proces. Jeg er dog meget ærekær omkring de metoder, som jeg arbejder med og lader mig inspirere af og efteruddanner mig indenfor. Jeg arbejder med metoder, der hver især i kombination bidrager til en holistisk forståelse af den enkelte person, på både det sanse-, følelses- og tankemæssige plan samt med en neurologisk forståelse af hjernens funktioner samt nervesystemet.

Kontakt mig her:

Mobil

26240184 (sms/opkald)

Email

psykolog@helenehovmann.dk

(besvares indenfor 24 timer på hverdage)

Adresse

Blegdamsvej 112A, 2100 Kbh Ø

Åbningstider

Tirs – Fre: 09.00-15.00

Andre tider kan aftales efter behov