I første omgang er det vigtigt at gøre op med forestillingen om at et parforhold er til for at man kan få opfyldt dine behov og at det er en 50/50 % løsning. I virkeligheden handler et parforhold om at give og om to parter, der giver hinanden kærlighed, tid, nærvær mm. I virkeligheden er det gode og sunde parforhold baseret på en 100/100 % tilgang. Kærlighed skal ikke jagtes, men gives og mærkes fuldt ud.
For at leve et passionsfyldt parforhold kræver det at du og din partner gør jer bevidste om, hvordan I ønsker at leve sammen. Begge parter skal være indstillet på at det kræver engagement, tid og prioritering af hinanden, for at opnå eller genfinde glæden og gnisten sammen. Måske har i glemt at pleje forholdet i et stykke tid og føler at i er kommet langt væk fra hinanden. Eller måske synes I, at I grundlæggende har det godt, men at der mangler mere overskud i hverdagen. Her nedenfor er 7 gode råd, der kan hjælpe dig og din partner lidt på vej.
1. Prioritér din elskede
Prioriter din partner, sæt ham/hende før alt andet og vær opmærksom på hans/hendes behov. Skab en forståelse af hans/hendes liv, følelser, tanker og holdninger. Giv tid og plads til at være kærester og til at prioritere hinanden altid.
2. Elsk din partner uanset hvad
Sørg for at give din elskede det han/hun virkelig har brug for. Ved først at forstå din partners behov, kan du efterfølgende tilbyde støtte og hjælp på den måde der føles rigtig for din partner. Måske er han/hun inde i en hård periode og har mest af alt brug for at mærke omsorg. Denne omsorg kan være et kram, berøring, tid sammen med dig eller at du hjælper mere til derhjemme. Læs eventuelt mere om de fem kærlighedssprog her, for at finde ud af hvordan din partner føler sig allermest elsket og værdsat.
3. Skab tillid, tryghed og respekt
Vær altid dig selv sammen med din partner, og giv ham/hende plads til det samme. Vær bevidst om hvad du står for, hvem du er og hvad du er villig til i forhold dig selv og dine egne grænser. Sørg for at finde din naturlige kerne og bliv i den. For mænd og kvinder i parforhold sker der nogle gange det, at vi glemmer vores indre maskuline eller feminine kerne. Find frem til din egen kerne og hjælp din partner til at finde sin. Det giver frihed og forøget tillid. Sørg også for hav tillid til din partner, og tro på at han/hun har en positiv hensigt. Stol også på dig selv.
4. Tag aktiv del i at genskabe glæde, passion og nærvær
Åben dit hjerte og lad dig følge med af nuet. Når du mærker lysten og glæden så følg den og hold dig ikke tilbage. Lær at leve lige der hvor du har det allerbedst sammen med din partner. Skab en daglig intimitet, både fysisk og følelsesmæssigt, og vær bevidst om at der i jeres forskelligheder og ligheder, ligger en masse passionsfyldt energi. Gennem jeres forskelligheder kan I sammen skabe mere kvalitet og variation i livet, og gennem jeres ligheder kan i forene jeres styrker og tage vare på hinanden.
5. Fokusér på den kærlige ærlighed og vær autentisk
Ærlighed kan udtrykkes på mange forskellige måder. Sørg for at du altid er ærlig, men gør det på en måde så den gode og kærlige hensigt er meget tydelig for din elskede. Skab tryghed omkring din ærlighed og forvent det samme af din partner. Hjælp hinanden til at være ærlige, også på de områder der er svære at tale om. Vis din sårbarhed og gå derhen hvor du er helt sandfærdig. Fortæl hvad du føler og tænke, og tag ansvar for dette. Giv ikke din partner skylden for det du føler, men forklar din partner, hvordan du har det inderst inde.
6. Bliv bevidst om jeres samhørighed
Tag ansvar for de udfordringer I har i jeres forhold. Påtag dig ikke en offerrolle, men betragt dig selv som et voksent menneske, der har ressourcerne til at give, være taknemlig og styrke jeres fællesskab. Det er ikke meningen at den ene part i forholdet skal forsøge at genopbygge, udvikle og genskabe glæden i parforholdet. Der skal to til det hele.
7. Vær selv den forandring, du ønsker
Vær det gode eksempel. Vis din elskede gennem handling, accept og kærlighed, hvordan forandringen kan være. Ret blikket fremad og bær ikke nag over ældre skænderier eller uoverensstemmelser. Lad fortid være fortid og lyt efter dit hjerte her og nu. Lyt til din partner og accepter hans/hendes følelser. Hvis du selv overvældes af stærke følelser, der gør at du har svært ved at udtrykke dig rationelt og konstruktivt, så sørg for at få afløb for energien, inden du taler med din elskede. Tal om dine voldsomme følelser når du ikke er midt i dem og de ikke har magt over dig.
8. Tilgiv hurtigt og vær’ venlig
Det lyder banalt at være venlig, men mange par glemmer det når deres egne behov raser, således at kommunikationen kan blive fjendtlig. Det gavner ikke samhørigheden og kærligheden, hvis det bliver en krigszone. Vær’ bevidst om at dine behov raser imens du er venlig. Udtryk dine tanker og følelser, så roligt, som muligt, og husk på at I elsker hinanden og forhåbentlig vil hinanden det bedste. Tilgiv hinanden hurtigt, hvis det drejer sig om normale skænderier eller handlinger. Bliver du derimod udsat for partnervold (psykisk eller fysisk), er det altid vigtigt at du tager kontakt til andre, der kan hjælpe dig. Du skal være meget velkommen til at kontakte mig helt anonymt.