Klienterne fortæller

Kvindelig klients historie:

“Mit liv gik i stå da jeg mistede min mor. Mit et og alt, min kærlighed, den der gav mig liv.

Alt gik i stå. Jeg kunne ikke passe mit job og blev opsagt. Jeg kunne ikke hænge sammen mentalt og var ved at opgive livet. Jeg tænkte; “Alt kunne da være lige meget nu, da den eneste i verden der virkelig forstod mig og så mig for mig, ikke var her længere. Var der virkelig noget tilbage til mig nu?? Der var da ingen der ville savne mig hvis jeg ikke var her!”
Da jeg begyndte at tænke disse tanker vidste jeg godt, at den var helt gal, og jeg måtte have hjælp med det samme.

Jeg fandt Helene på nettet og tænkte; “Fedt hun har speciale i sorg. Det er lige hende jeg har brug for!” Det første møde var lidt mærkeligt, da jeg aldrig har prøvet at gå til psykolog før. Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle begynde, så min mund løb af med mig, og en masse kom ud uden sammenhæng. Jeg besluttede mig sammen med Helene for, at jeg skulle komme igen ugen efter. Da jeg kom hjem tænkte jeg; “Skal du tilbage igen??” Men samtidig tænkte jeg, at det her skulle have en chance.

Heldigvis kom jeg tilbage ugen efter, og faldt ret hurtigt i hak med Helene. Vi fik snakket rigtig meget og rigtig dybt. Jeg forventede, at Helene ville give mig facitlisten til hvordan jeg skulle forholde mig til min sorg, og hvordan jeg kom videre. Det skete bare ikke som forventet. Jeg fik lov til at snakke og fortælle min historie, og Helene hev en masse ting ud fra mine historier og fik mig til at reflektere over ting der var sket/sker i mit liv. Dette fik mig til at se anderledes på livet og min situation. Helene hjalp mig gennem mine nedture, mareridtene, igen og igen. Jeg fik senere konstateret en depression hos min læge og fik tilbudt lykkepiller. Jeg valgte at sige nej tak til dem, da jeg ikke mente at de ville gøre mig noget godt. Jeg valgte derimod at fortsætte min terapi hos Helene.

Helene har været en kæmpe støtte og en fantastisk lytter. Med empati og nytænkning fik hun hevet mig op og ud af en depression. I dag er jeg et andet menneske, et bedre jeg, uden nedture og grimme tanker. Jeg har lært at leve med min sorg og bearbejde mine tanker på en anden måde end jeg ellers ville have gjort. Jeg har fået selvtilden tilbage og tror på mig selv igen. Jeg kan kun takke Helene for al den støtte hun har givet mig. Hun gav mig ”livet tilbage”.  TAK er kun et fattigt ord.”

 

Mandlig klients historie:

“Jeg er en mand på 55 år, som sidste år blev ramt af en depression på grund af et meget stressende arbejde i kombination med en kronisk syg ægtefælle. Det endte med at jeg blev uarbejdsdygtig og sygemeldt i 10 måneder. Jeg lever af programmering, men når jeg sad foran skærmen var hjernen fuldstændig tom og jeg var faktisk overbevist om at jeg aldrig kom til at arbejde med mit fag igen.

 Jeg må indrømme at første konsultation hos Helene var lidt af en skuffelse. Jeg troede at hun ville fortælle mig hvad der var galt og hvad jeg skulle gøre ved det. I stedet ville hun have MIG til at fortælle hvad der var galt og hvad jeg kunne gøre ved det. Jeg blev ærlig talt lidt irriteret, men der var jo ikke så mange andre muligheder.

 Nu kan jeg godt se at det er den rigtige måde at gribe tingene an på. Der er kun én til at få dig ud af situationen og det er dig selv. Helene støttede mig i mine ”rigtige” ræsonnementer og gav mig desuden nogle konstruktive øvelser mod mine natlige angstanfald.

 På vej til konsultationen tog jeg mig flere gange i at tænke: ”Hvad får jeg ud af det?”. Men man FÅR noget ud af det! Jeg lagde især mærke til det en dag, hvor natten havde været særlig slem og jeg var i rigtig sort humør. Jeg havde slet ikke lyst til at tale med Helene, men på vej hjem måtte jeg standse op! Hvor var det dårlige humør? Hvor var den sorte sky? Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det hjælper og det giver blod på tanden.

 Der har selvfølgelig været nedture siden da og jeg får stadig ”lykkepiller”, men det umulige er sket: Jeg er tilbage på arbejde og jeg kan faktisk godt lave programmer igen, næsten i samme tempo som før.

Og vigtigst af alt: Jeg har lært at mærke efter hvornår det bliver ”for meget” og at sige fra i god tid. Det er en fantastisk følelse igen at styre sit liv i stedet for at livet styrer én.”

 

Kvindelig klients historie:

Da jeg startede i terapi, var der mange oplevelser og udfordringer, som fyldte voldsomt i mit hoved. Jeg var bl.a. midt i en kedelig skilsmisse, og oplevede ofte, at jeg havde meget svært ved at tage en beslutning eller vælge retning. Jeg havde følelsen af, at de valg jeg havde taget tidligere, aldrig havde været de rigtige, og jeg havde længe været en som ”bare ” fulgte med strømmen uden egentlig, at kunne sige fra når mine grænser var nået.

Helene hjalp mig med, at få alt det som fyldte så meget i mit hoved, kom i  ”de rigtige kasser”, og derigennem fik jeg afstand til de følelser, som ofte gjorde voldsomt ondt. Jeg lærte at sortere hvad der var relevant/mindre relevant i min hverdag, Det har i dag gjort, at jeg ved 100% hvad jeg vil finde mig i, og hvad der skal ændres. Jeg oplever at kunne sige fra, selv i de svære situationer, hvor jeg før i tiden bare havde trukket mig.

Da jeg begyndte at integrere disse ændringer måtte der tages nogle ”kampe.” Det har virkelig givet mig en stor selvindsigt, og en viden om hvad jeg selv kan ændre. Det er selvfølgelig noget jeg fortsat arbejder med, men jeg har i dag følelsen af, at have det rigtige ”værktøj”, og det er blevet langt nemmere at være mig. Det har gjort mig til en langt gladere kvinde, en bedre mor og en pige, som tør sige fra og åbent dele mine synspunkter med andre.

 

Ung kvinde fortæller:

“I efteråret 2013 blev jeg ramt af angst og depression som følge af et dødsfald i familien. Jeg har tidligere haft en lettere depression, som jeg ikke behandlede på daværende tidpunkt, så jeg kendte alvoren denne gang. Derfor vidste jeg at samtaleterapi måtte være vejen frem mod et bedre liv – et bedre jeg. Jeg var en del skeptisk første gang jeg mødte Helene. En masse tanker og forventninger fyldte hos mig, da jeg vidste at baggrunden for min depression ligger helt tilbage til min barndom. Jeg vidste at tiden var inde til grave helt ind hvor jeg ikke før havde været, til en lille pige som i bund og grund havde brug for en tryghed og tillid. Dette fandt jeg hurtig ved mine samtaler med Helene. Det har været enormt givende for mig at gå hos Helene, et menneske som ser mig som den jeg er, og tager udgangspunkt i min givende tilstand. Jeg har fået en masse forskellige redskaber samt øvelser, jeg har taget med på min vej.”